Clos des Gommiers holder til i Saint-Caprais i Bordeaux, som geografisk er placeret i appellation Cadillac Côtes de Bordeaux. Clos des Gommiers første årgang var 2022, og det var også året, hvor familiegården blev udviklet til noget andet og mere end et klassisk Bordeaux-slot.
Bag denne udvikling er Paul Parlange, som hidtil havde passet familiens marker, men tog beslutningen om at ville skabe en ny og anderledes vin fra familiens vingård, der blev etableret i 1950.
Clos de Gommiers råder over 3,5 hektar, beplantet med en blanding af Merlot (70%) og Cabernet Sauvignon (30%). Tilgangen i marken er utrolig nøjsom og detaljefokuseret, for hvis man ikke har det ypperligste druemateriale, kan man heller ikke lave den ypperligste vin - en filosofi som vi i allerhøjeste grad deler.
I kælderen er det også nænsomhed, fokus og stræben efter et rent men levende produkt som hersker. Der anvendes derfor også kun minimal svovltilsætning, ingen pesticider eller herbicider i marken og ingen filtrering eller klaring, og vinen lagres i 20 måneder på franske barriques.
Vi er ovenud stolte over at kunne præsentere en vinbonde i et så klassisk og traditionsbundet vinområde, som laver enestående stårslået vin, som på en og samme tid både bryder og respekterer traditionerne.
OBS! Vinene må ikke sælges online, men i tilfælde af interesse, send os da en mail på info@reduktivt.com