Les Jardins En-Chantants
Alsace (Colmar), Frankrig

Gabriel er manden i spidsen for Les Jardins En-Chantants, som holder til i Colmar. Blandt containere, staffelier og et gammelt klaver, varetager Gabriel 1 hektar med grøntsager og urter, og altså ingen druer til vinfremstilling. De har nemlig endnu ikke fundet nogle vinmarker som lever op til deres krav, og derfor fremstiller de indtil da vin med druer de køber fra venner og bekendte i området.

Les Jardins En-Chantants foregår som et multikulturelt projekt, hvor utilpassede unge fra storbyerne kan komme på arbejdsferie, og dermed få et pusterum fra den trivielle hverdag. Samtidig bliver de inkluderet i Gabriel’s kunstneriske hverdag, som blandt andet indeholder klaverundervisning og akvaralmaling på vintønder. Jo jo, det går skam ikke stille for sig.

Med en 100 % naturlig tilgang til det med vinfremstilling, samt en gammel skraldepresse fra deres forfædre, formår Gabriel og hans team at fremtrylle magiske, frugtige og aromatiske vine, som emmer af godt håndværk og skøre tendenser.