De nye producenter pibler frem i Bourgogne, i takt med at priserne stiger eksponentielt på selve druematerialet, som mange af disse vinbønder køber.
Derfor er det vigtigt, at holde tungen lige i munden, og forsøge at arbejde med vinbønder, der laver vin efter den filosofi vi også selv efterlever, og samtidig af højeste kvalitet. Lad os bare sige det som det er - det er en udfordring.
Men William Rouxel er et eksempel på, at man i Bourgogne kan lave fantastisk spændende vin, uden at det nødvendigvis skal koste en formue. William holder til i Nuits-St-Georges, i hjertet af Cote de Nuits i Bourgogne, hvor han deler både kælder og vinmæssig filosofi med kæmpestjernen Arnaud Lopez.
William har arbejdet i Bourgogne i mere end 20 år, hvor han har været
markarbejder for mange af de store, anerkendte producenter. Og det er selve markarbejdet, som William går særligt op i - han mener nemlig, at nøglen til god vin, er de bedst mulige druer, og det er vi skam ikke uenige i! Han er utrolig detaljeorienteret både i marken og i kælderen.
Han havde egentlig besluttet sig for ikke at ville lave vin selv, men i 2021 bød muligheden sig, for at få et plot i Hautes-Cotes-De-Nuits, og så kunne han alligevel ikke lade være! Derfor blev 2022 første årgang, og mængderne er umanerligt begrænsede. Vi snakker under 1000 flasker total produktion, hvilket
er en af de mindste produktioner, vi nogensinde har set for en producent. Men det gør også, at han kan kæle og kræse om vinen, for at skabe det bedste og mest interessant slutprodukt.
Forestil dig en rødvin der emmer af alle sommerens skovbær, blomster og urter, i smuk let og læskende forening. Det er super seriøs vin, som stadigvæk er energisk og juicy!